Blog #2: Skal du fikses?

Om hvordan målrettethed nogle gange kan forhindre, at du når dine vigtigste mål

Kender du trangen til at “fikse” ting?

Det sker for mig. Når noget er ubehageligt i kroppen, får jeg ofte en lyst til at fikse det – eller at andre fikser det for mig. Gerne hurtigst muligt!
Denne trang er nok meget naturlig – og nogle gange er et “quick fix” selvfølgelig det rigtige – det kan f.eks. være ved fysiske skader opnået ved sport el. lign..
Men hvis “problemet” er af mere psykosomatisk karakter, f.eks. relateret til stress, emotionel belastning, traume (en ulykke f.eks.) el. lign., kan den målrettede fikser-tilgang være i bedste fald ineffektiv. Hvorfor? Fordi det, du vil fikse, er en forsvarstilstand, kroppen selv har valgt at aktivere. Dette “valg” er styret af det autonome nervesystem – og det kan du kun påvirke i meget begrænset omfang med vilje og målrettethed. Det arbejder nemlig – you guessed it – autonomt! (Og det er såmend nok meget godt – så behøver du f.eks. ikke at huske på at trække vejret!).

Men hvad kan du så gøre?

…hvis du har spændinger eller smerter i kroppen, som måske ikke udelukkende er mekanisk betingede?
Prøv at bevæge dig blødt, langsomt – og vigtigst: Med en åbent undersøgende og tilladende bevidsthed på kroppen. Hermed mærker kroppen gradvist, men tydeligt, at der ikke længere er fare på færde – og på et tidspunkt, når nervesystemet er helt overbevist om dette, vil det afblæse forsvarstilstanden af sig selv. Har man ikke prøvet at arbejde på denne måde, kan det lyde underligt, eller måske ligefrem angstprovokerende. Men det er ofte meget kraftfuldt. Jeg ser det hver dag: Folk med alt fra computerarme eller ondt i ryggen til traumer efter en ulykke eller et stress-nedbrud oplever bedring, og ofte stor bedring. Samtidig lærer de selv at mærke, hvad der egentlig skaber den bedring: Hvordan skal jeg forholde mig til min krop, for at mærke at den arbejder med mig? Hvordan lærer jeg at samarbejde med min krops avancerede, selvhelende system? Selv har jeg i den grad oplevet på egen krop, hvordan et skift i tankegang (over tid), fra målrettethed til undersøgelse, blev altafgørende i helingen af et voldsomt kropsligt traume. Den primære grund til, at jeg i dag har det bedre end før traumet, er Fascial Flows særligt forfinede metoder til at arbejde åbent undersøgende og tilladende med sin krop.

Men hov! Hvad med det målrettede?

Laver man ikke Fascial Flow for at “fikse” noget – med en målrettet intention om at bedre et eller andet (computerarme/ryg/emotionelle tilstande)?

Jo, selvfølgelig! Men jeg plejer at sige det sådan her: Der er forskel på at være målrettet og formålsrettet. Billedligt talt: At være målrettet er at sejle styret, kontrolleret hen mod en ø, du kan se foran dig. At være formålsrettet er at sejle tillidsfuldt mod horisonten – ikke retningsløst, men ud mod en bred horisont. Her finder du måske noget smukkere, end du havde kunnet forestille dig.

Det kan virke lidt som et paradoks: At have en åbent undersøgende og ikke-målrettet intention i nuet, mens du bevæger dig, vil ofte give den største effekt bagefter – altså det vil i længden tage dig tættest på dit formål(!) om at få det bedre. Helt overordnet handler det om at acceptere, at kroppens evne til selv at komme i balance og ud af forsvarstilstand er millioner af års evolution stærkere end ens egen lillebitte individ-vilje.

Prøv at søge kroppens venskab, alliér dig med de millioner af år, lyt og overvej, om der skal skrues lidt op for tillid, undersøgelse og nysgerrighed – og lidt ned for styring og målrettethed. Gør du forsøget, vil jeg rigtig gerne høre om hvordan det gik!

God fornøjelse!

…Og med disse ord vil jeg gå ind og lave mine fuldstændig målrettede knæøvelser, som jeg fik mod en skade, af min dygtige fysioterapeut. Hver ting til sin tid, haha..

Kh Jonas